”Jeg tør ikke lægge mig til at sove.
Hvad nu, hvis der sker noget?
Hvad nu hvis nogen skriver til mig, og jeg ikke ser det før om morgenen?”
– Udtalelse fra en teenager –
Jeg ved, det er en gammel sang efterhånden. Den her med, at børn får mobiltelefon tidligere og tidligere. Og vi voksne synes på den ene side, det er vildt som tingene ændrer sig og børn burde gå ud og lege hinkesten på gaden med de andre børn. Og på den anden side har vi svært ved at se meningen i at bremse den her udvikling og er bange for, at ens barn blive udelukket fra fællesskabet, hvis det ikke har en telefon og kan tale med om det der sker der. Og så er det jo dejlig praktisk at kunne komme i kontakt med hinanden.
Det er svært at være voksen i det her dilemma. For vi er ikke selv vokset op med mobiltelefonen.
Verden er først ved at finde ud af, hvad det gør ved os mennesker at være online hele tiden. At være tilgængelig hele tiden. Aldrig bare sidde og kigge og tænke og kede sig, mens vi venter på bussen.
Så hvad er lige de ”gode regler” at lave i den sammenhæng.
Det, jeg er mest bekymret for, er vores egne og vores børns vaner.
Det bekymrer mig, at se børn i indskolingen, som det første, inden de siger hej og godmorgen til klassekammeraterne, åbne deres skole-ipad for at spille. De opdager slet ikke, hvem der er til stede i lokalet.
Det bekymrer mig, når jeg ser på statistikkerne, hvor mange voksne, der er på Facebook før kl. 7 om morgenen.
Det bekymrer mig, at skoler, som afprøver idéer om aflåste mobiltelefoner og mobilfrie frikvarterer, ikke tør gennemføre det som et fast princip på skolen, selv om børnene tilkendegiver en glæde ved dette mobilfrie liv på skolen. Børnene trives, når de får helt off-line perioder. Det siger de selv!
Alt dette bekymrer mig fordi, jeg ser en tendens til, at der lige skal tjekkes af med omverdenen, før der kan tjekkes ind med dem, vi rent faktisk er sammen med lige nu og her. Og det er den afhængighed, vi giver vores børn i gave, når vi tillader dem at kigge skærm om morgenen, før de skal afsted og i skolen, før timen starter og i hvert eneste frikvarter, og som det første, når de kommer hjem, og det sidste, før de sover. Og telefonen ligger lige ved sengen, så den er lige til at åbne igen, så snart de vågner.
Det kan vi ikke være bekendt som forældre!
Vi skal tage os selv og vores børn alvorligt. Og tage noget ansvar! Det er ikke så svært.
Lav nogle regler, der tager hensyn til, at deres vaner ikke kredser omkring telefonen. Men lad telefonen indgå naturligt i hverdagen, som det fantastiske apparat det er.
Det skylder vi vores børn!
Det er omsorg!