Perfektionisme
Jeg har taget en beslutning i denne uge. En beslutning om at være perfektionistisk.
Jeps!
Jeg vil søge perfektionisme i så mange gøremål, som jeg kan i løbet af min dag. Jeg vil forsøge at ramme perfekt, gøre tingene fuldbyrdede, følge opgave til ende, lede efter andre og bedre måder at være mig på.
For hvad er perfektionisme egentligt.
Det er en stræben efter at gøre det bedste, jeg kan. Og det er vel et meget hæderligt mål.
Er det ikk´?
Jeg ser det (ikke kun, men også) som en stræben efter at være den bedste til noget.
At gøre det, jeg ved, er det rigtige at gøre.
Forsøge at leve efter mine idealer og ikke lade mig slå til tåls med at gøre det ok, middelmådigt eller halv godt.
Det gør sig gældende i alt fra at gøre lidt ekstra ud af aftensmaden til at leve mere økologisk og være den bedste psykolog i byen. Det handler for mig om, at jeg ikke hopper over hvor gærdet er lavest.
Jeg har ofte sagt til mig selv, at ”det er da godt nok”. ”Det er fint nok nu”. Jeg har været lidt skræmt af at skulle være perfekt og har set lidt ned på dem, som var de bedste til noget. De skræmmer mig, perfektionismen skræmmer mig. For med perfektionisme følger også ofte høje forventninger. Fra en selv og fra andre.
Men i virkeligheden giver det også den bedste følelse, når jeg ved, at jeg har givet den en ekstra skalle, og jeg kan lide det, der kom ud af det. Så bliver jeg stolt af mig selv! Og det må man godt være! Man må gerne være stolt af sig selv og sit produkt og smile glad og sige tak, når folk roser en for det. Eller når man roser sig selv og mærker den rare fornemmelse af selvværdet, der blomstrer.
Omvendt møder jeg ofte piger i min klinik, som bøvler med for meget perfektionisme. At deres higen efter at være den bedste til et fag (eller ofte alle fag), er med til at presse dem, så de får ondt i maven og ikke kan sove om natten og ikke har tid til vennerne. At de presser sig selv til det yderste på så mange områder i deres liv, at det forringer deres livskvalitet. Det er naturligvis ikke der, vi skal ud.
Vi skal være der, hvor vi gør vores bedste og oplever en tilfredsstillelse ved det. Jeg er ikke den bedste til alt, hvad jeg gør. Og jeg bliver det heller aldrig. Det gør ingen. Og det er ok. Det er lige, som det skal være.
Det handler for mig ikke om, at jeg skal være bedre end andre. Det handler om, at jeg skal være den bedste udgave af mig selv, som jeg kan.
Den respekt vil jeg give mig selv. At jeg tager mig selv alvorligt nok til at give den en ekstra skalle. Det fortjener jeg.
Det fortjener alle!
Så vi skal lære vores børn at give den en ekstra skalle, når vi kan se, at her er et område, hvor de kan vokse og udvikle sig. Det skylder vi os selv, og det skylder vi vores børn. Ellers er det jo bare spildte talenter.
Jeg møder forældre, som er bange for at presse deres børn og sætte for høje forventninger, som børnene bukker under for. Og det er også en helt reel bekymring!
Jeg har bare også lyst til at skubbe på fra den anden side og tale for, at vi godt må være stræbsomme i vore gøremål. At vi godt må stille krav til os selv og hinanden om, at vi gør vores bedste. For os selv og for hinanden.
Så jeg vil nu stræbe efter 100%. Og det vil jeg øve mig på i forskellige små gerninger i løbet af min dag. Jeg er allerede begyndt. I dag blev det cykelturen i stedet for bilen til morgen. Og en tålmodig og venlig mor til morgen på trods af kun 5 timers søvn. Og i aften nåede jeg lige at stramme ballerne an til sidst i træningen i stedet for at slappe af det sidste kvarter, som jeg ellers godt kunne finde på. Og det føles ikke så skræmmende at søge perfektionisme og stræbsomheden, som det plejede at gøre. At gøre noget ekstra. Følelser ændres, når vi udfordrer dem. Det føles rart.
Forandring og udvikling er på vej. Der er noget i luften. Det kan jeg mærke 😉
Jeg vil meget gerne høre om dine erfaringer med at være stræbsom i din hverdag. Hvor gør du dig umage for at være den bedste udgave af lige netop dig?