Når børn viser utryghed.
Der kommer ofte et tidspunkt i børns liv omkring de 2-3-4 år, hvor de begynder at udvise bekymring for at gå ind i et mørkt rum og beder om en voksen til at tænde lyset. Eller de vil ikke længere gå på toilettet alene. Eller lege alene på værelset. Eller de vil sidde helt tæt under aftensmaden. Eller måske begynder de at stille undrende spørgsmål om, hvad det er for en lyd, der er på loftet. Om det kommer tyve om natten. Eller om mor og far dør, mens barnet er i børnehave.
Alt dette er helt almindeligt!
Det skal ikke i sig selv skabe bekymring for dig som forælder. Du skal være glad for, du har et barn, der er ved at udvikle sin horisont og opdage verden i stadig større omfang. Et barn, der er nysgerrig på, hvordan verden hænger sammen. Og barnet spejler sig i din reaktion.
Helt kort sagt:
Hvis du viser bekymring, bliver barnet også bekymret.
Hvis du viser tillid og ro, oplever barnet også tillid og ro.
Så det, du skal gøre er, at svare barnet på dets spørgsmål.
Så kort og præcist og sandt som du kan.
Du må gerne lyve lidt, når børnene er 3-4 år. Så spørgsmålet om tyve, der røver om natten, kan sagtens give et svar til barnet om, at det sker ikke her i vores hus! Med et smil! Og, måske en lille sjov anekdote om, at så køber vi bare nogle nye ting, hvis nogen skulle tage vores ting. Ingen problem! Det har mor og far helt styr på! Ingen grund til at fortælle om mulighederne for overfald og grumme ting, I har hørt om, der er sket andre steder.
Når det kommer til at bevæge sig rundt i huset, kan du hjælpe dit barn ved i første omgang at gøre det sammen med barnet. Stå ved siden af, mens de tænder lyset. Måske tænder og slukker nogle gange. Og du kan omtale det overfor barnet ved at sige: ”Nå for søren, jeg kan se, du ikke har lyst til at gøre det alene i dag. Det er fint. Så går jeg med. Og så kan du sikkert selv gøre det en anden gang, når du er blevet lidt ældre”.
Måske kan I sammen lege i mørket på barnets værelse. Lege med lommelygter og på den måde øve fornemmelsen af at være i mørket på en hyggelig måde.
Det er vigtigt at tale om det, som noget, barnet har kunnet og kommer til at kunne igen. Derved viser du barnet, at tingene forandrer sig. Hvis du omtaler barnet som bange eller angst, som en fast karakteristik af barnets personlighed, risikerer du at låse barnet fast i den beskrivelse.
God fornøjelse derude 😊