Jeg mødte i dag en bekendt, som mormor til 9 børn. Jeg er som bekendt mor til 3, som jeg har født og bonusmor til en. At det hedder ”bonusmor” er i øvrigt hendes valg. Hun synes, det lød mærkelig kunstig og umenneskeligt med papmor og en stedmor er ond. Men ”bonus” derimod, det var lige, hvad det var. En meget sød bemærkning fra en 7-årig pige, der varmede mit hjerte.
Nå, men vi sad og spiste frokost, mormoderen og jeg, mens mine børn rendt rundt og forsøgte at spise, mens de også lige skulle nå at irritere hinanden og bestemme, hvem der måtte skænke op, hvilken form maden skulle skæres ud i og for alt i verden have noget der var bedre end det andet barn. Uanset smagløg og mavestørrelse! Så siger denne mormor, de kloge ord.
”Ind i mellem tror man, at den eller den adfærd hos et barn er helt hen i vejret og det ene eller det andet barn er virkelig udfordrende at være sammen med. Så møder man nogle andre børn. Og så gør de nøjagtigt det sammen. Det er da befriende! Og bekræftende for, at sådan er børn så bare. Det er der ikke noget mærkeligt i.”
Det fik mig til at tænke på, at det lige netop er helt almindeligt, at vi oplever udfordringer i opdragelsen af vores børn. Det sker i alle familier. Som i ALLE FAMILIER! Også de kongelige!
For det er børnenes måde at lære på. De lærer gennem diskussioner og konflikter med hinanden og med os voksne, hvilken adfærd, der fører til hvilken reaktion fra omverdenen. De lærer egne grænser at kende. De øver sig i at sige fra og til og i at mærke forskellen. Og det er lige, som det skal være.
Og den viden kan egentlig hjælpe mig til at tage uroen ved bordet, fra ungerne der kappes, med lidt mere sindsro. De er ikke uopdragne. Jeg har ikke gjort noget forkert. De er helt normale. Og jeg er en helt almindelig mor.
Det er nu en meget rar tanke 😊