Min datter tør ikke komme i skole alene.
Min mor er syg af uhelbredelig kræft.
Min nabo døde sidste år i et trafikuheld.
Jeg er lige blevet fyret fra mit job gennem mange år.
Min veninde fik et handikappet barn i sidste uge.
Dette er fortællinger fra folk, jeg møder hver dag. Fortællinger fra folk om livet, der leves rundt omkring i de små huse. Hos helt almindelige familier som dig og mig.
Jeg hører dem både i klinikken, fra mennesker som søger efter hjælp til at finde deres vej igennem livets udfordringer. Og jeg hører det i min egen hverdag fra mine venner og bekendte.
Og for tiden er jeg meget optaget af, hvad det er disse oplevelser gør ved os. Hvordan vi reagerer på dem. Hvordan jeg selv reagerer på de frygtelige oplevelser, vi alle gerne var foruden.
Jeg mærker, at det sætter nogle tanker i gang hos de fleste. Tanker om uretfærdighed og magtesløs. Og følelser af tristhed og modløshed.
Mange begynder at snakke om, at vi skal også huske at leve, mens vi er her. Vi ved aldrig, hvornår det er slut.
Lev, lev, lev for hulan!
Det kan helt give en fornemmelse af stress over at skulle nå alt muligt. Og nå det lige nu og her, mens vi er åhh så nærværende. Jeg tror, det handler om et forsøg på at stoppe tiden, fordi vi ikke føler, vi kan følge med. Med børn i nærheden kender jeg alt for godt til tiden, der fræser der ud af. Og børnene der dagen efter, jeg har puttet dem til at sove trygt i den lille seng med bamsen i favnen, står op som teenager med meninger og løsrivelser og helt andre planer, end det jeg lige stod med.
Jeg forsøger også at stoppe tiden.
Hos os har vi snakket meget om, hvordan vi kan få mest muligt ud af det her liv, vi nu engang har fået tildelt. Hvordan vi kan nå at opleve alt det vi gerne vil. Men det er svært. For hvad er det egentligt, vi gerne vil? Og vil vi det samme, min mand og jeg? Og hvad med vores børn? Hvad vil de gerne?
Nogle vælger at tage ud på en rejse i verden. Andre sælger hus og flytter på landet og hjemmeskoler deres børn. Andre igen tager springet og flytter til udlandet, hvor de slår sig ned for nogle år.
Hos os har vi besluttet, at blive hvor vi er og sætte et nærværende fokus på dagligdagen.
Livet leves som sagt lige nu og her.
Vi gør os overvejelser om, hvad der giver det bedste hverdag. At fokuserer på lige nu og her. Hvad kan vi ændre på for at få mere tid sammen. Og mere tid til os alle 6 hver for sig. For enetid er også en prioritet for os alle.
Hvordan kan vi skabe ro til at der er tid til et spil uno med ungerne eller tage med ud og se deres håndboldkamp. Og plads til, at min mand og jeg kan tage på nye oplevelser og være væk i ulvetimen. Og komme hjem beriget med ny viden eller en optanket energi-konto.
I vores familie er vi så heldige, at vi ikke har været udsat for de helt store skælsættende og livsændrende oplevelser. Det kan man faktisk godt gå hen og blive lidt doven og useriøs af. Så vi har meget bevidst besluttet os for at lade som om, vi havde oplevet noget, der har givet os det såkaldte wake-up call til at finde ud af, hvad vi ønsker dette liv skal gå ud på. Hvad der er vores sandhed, i at leve livet, mens det er her.
Hvad gør du for at leve livet, mens det er er?
“Kys det nu, det satans liv
grib det, fang det før det er forbi”
(Steffen Brandt)