Jeg glemte min datter den anden dag.
Virkelig!
Jeg glemte hende. Fuldstændig! Hun var helt ude af mit sind, mens jeg stod foran skolen og småsludrede med et par andre mødre med sene arbejdstider eller igangværende barsel.
Det havde været en morgen som så mange andre. Eller faktisk én af de lidt bedre, hvor både jeg og børnene havde overskud til at give hinanden lidt plads og rum til at vågne op og bare lige passe os selv, mens vi hver især satte det ene ben foran det andet i morgenens rutiner. Det var så hyggeligt, så jeg besluttede, at vi kunne lege lige lidt mere, inden vi kørte af sted. Det kunne vi nemlig godt nå den her morgen, hvis jeg så bare afleverede skolebarnet (med et bestemt mødetidspunkt) først og børnehavebarnet til sidst.
Og lige der gik det så galt.
Almindeligvis er det den omvendte rutine, jeg kører med. Børnehave først – Skole sidst. Så da jeg havde afleveret mit skolebarn og helt på rutinen fik fornemmelsen af en afsluttet opgave. Kender du den? Vi skal op, vi skal ud, vi skal hen, vi skal af sted. Og så Ding! Alle børn er afleveret, opgaven fuldført og roen kan sænke sig. Den fornemmelse!
Morgenrutinen var slut, og det var tid til at fokusere på, hvad jeg gerne ville bruge dagen på. Så der stod jeg med ro i sindet og snakkede med de andre mødre om løst og fast, mens jeg tænkte på den gode kaffe, jeg skulle hjem og lave, mens jeg gik i gang med dagens gøremål. Jeg rundede stille af med et ”Hej hej og god dag” til de andre, og jeg gik hen til bilen.
Og så fik jeg hjertestop!
Eller i hvert fald fornemmelsen af hjertestop blandet med den vildeste dårlige samvittighed. For der sad min 4-årige datter med våde øjne og ventede. ”Jeg synes, det tog lang tid”, sagde hun stille. Jeg kiggede nervøst på uret og vrøvlede noget om, at der lige var noget, jeg skulle snakke med de andre om. Hun skulle for alt i verden ikke få fornemmelsen af at være blevet glemt. Min skønne pige, som jeg elsker for alt i verden.
Hun blev heldigvis hurtigt god igen og afleveret med en god fornemmelse af en dejlig dag i børnehaven.
Nå, men hvorfor skriver jeg så det til dig?
Jeg ønsker at hylde hverdagens små glimt at selvironi. Jeg ønsker, at vi alle kan se på os selv med omsorg og forståelse og især med pyt-fornemmelsen. Vi har godt af at grine af vores små fejl og sige pyt med det. Ingen har taget skade af at sidde og vente 10 minutter i en bil. Og den slags sker i alle familier.
ALLE familier!
Personligt har jeg adskillelige episoder som denne i bagagen: Min søn faldt ud af indkøbsvognen, som han stod i. Jeg har glemt fodboldstøvlerne til sønnens kamp derhjemme. Jeg har glemt at trække håndbremsen på bilen, da jeg parkerede den for at smutte ind og hente en pakke. Mit 2-årige barn sad i bilen, som var rullet 5 meter bagud. Og hver gang har min refleks været at kigge op og se om nogen så det! Og jeg har været rød i hovedet af skam og dårlig samvittighed over ikke at have mere styr på det hele. Men sådan er det jo bare. Sådan noget sker.
Ved at fortælle om de umiddelbart pinlige ting og grine lidt af os selv og hinanden, bliver vi levende mennesker med et levet liv. Vi bliver virkelige overfor hinanden. Med alle sider. Der opstår en autensitet og ærlighed, både overfor os selv og overfor hinanden. Vi kan slappe mere af og være os selv.
Det er mit budskab til dig.
Kan du være dig selv? Har du selvironi? Kan du grine af dig selv?
Og med det sagt ser jeg også en tendens i vores kultur til, at det er lidt sejt og fedt at være pinlig. Jeg hører unge mennesker sige nærmest med stolthed, at de ikke kan finde vej eller er ”sygt dårlig” til det ene eller det andet. Vores kultur hylder i dag det at være pinlig og grine af Amalies udtalelser og de unge mødres udfordringer. Derved er vi gået for vidt efter min mening. For mig handler det om at erkende verden og sig selv, med det, der er. Ikke sætte en facade på og være påtaget pinlig eller påtaget dum.
Det er en svær balancegang, som vi skal hjælpe de unge med at finde.
Vil du være med?