“Lad mig fortælle dig, hvordan jeg fik min søn til at sove godt igen.”

Da raketterne begyndte at hyle og brage for første gang udenfor vores vinduer sidst i december, fløj Benjamin skræmt væk fra vinduerne. Han forstod ikke, hvad det var og blev bange for de pludselige høje lyde. I dagene efter ville ikke længere være alene i et rum i huset. Han ville ikke se på fyrværkeriet. Og han var grædende, når han skulle sove. Bange for ”lys i øjnene”. Så han sov hos os hen over nytåret. Et par af nætterne med høreværn på. Det gav ham en bedre søvn lige i de dage, hvor det var på sit højeste med larmen.

Det, jeg beskriver her, er en helt almindelig reaktion på noget, et barn (eller en voksen) oplever som skræmmende og uforståeligt. Det kommer til at ske mange gange vores liv, at vi bliver bange for noget. Alarmberedskabet går i gang med et hamrende hjerte, bange tanker og følelser. I et sundt og velbalanceret system, vil alarmklokkerne aftage hurtigt igen i takt med, at vi finder ud af at det ikke var farligt og der ikke skete noget. Men for nogle mennesker, børn og voksne, sker denne regulering ikke. Og de bliver dermed ved med at være bange selvom den udløsende faktor ikke er tilstede længere.

Jeg har et ønske om, at mine børn lærer deres følelsesmæssige reaktioner at kende og får en oplevelse af, at de kan være med til at styre reaktionerne, når alarmklokkerne går i gang.

Jeg tror på, at det gør dem stærkere, at erfare, at de kan gennemføre noget, der umiddelbart synes skræmmende. På den måde kan de stolt gå andre udfordringer i møde i andre situationer i deres liv.

Så derfor ville jeg gerne lære Benjamin at takle sin frygt for raketter og give ham balancen tilbage i hverdagens gøren og laden.  Ved at tage hånd om det, der gør os bange, kan vi forebygge, at det udvikler sig til en angstlidelse. Jo før vi sætter ind, jo bedre.

Det handler om trin for trin, at flytte grænserne for hvad der er behageligt. I min søns tilfælde valgte vi at arbejde på, at han igen kunne falde i søvn alene i sin egen seng uden høreværn på. Med understregninger på de elementer, vi gerne ville ændre på.

Motivationen for dette var at give både ham og os forældre en bedre søvn uden afbrud, da vi ved, at det er afgørende for alles velbefindende og overskud dagen efter.

Da jeg startede ønskede min søn at sove sammen med os med høreværn på. Så jeg valgte at gemme høreværnet væk, så de ikke var en mulighed. Så længe de var til syne i huset, var de i hans optik en mulighed. Og med ulvetimen hængende over hovedet og tre trætte børn, ville det også være nemt for os forældre at ty til høreværnene, hvis gråden blev for slem og høreværnene var der.

Men det gik rimeligt smertefrit. Og det er jeg sikker på det gjorde fordi, vi valgte at være helt faste i mælet om, at de ikke længere var en mulighed.

Det var rigtig god løsning hen over nytåret med et høreværn. Men nu ville det blot være en overforsikring på en helt almindelig nat. Og det var Benjamin ved at lære.

Næste trin blev at lære ham at ligge alene i sin egen seng. Han ville gerne ligge helt tæt med enten sin far eller jeg og helst i vores seng. Jeg startede med at ligge hos ham i hans seng, til han var faldet i søvn. Så fortalte jeg Benjamin, at nu ville jeg sætte mig på stolen ved siden af sengen og holde hans hånd, mens han faldt i søvn i stedet. Og så gjorde vi det nogle dage, hvor han knugede min hånd til sin kind, mens han faldt i søvn.

Næste trin på trappestigen skulle være, at han kunne falde i søvn alene. Men det var han ikke helt med på endnu. Jeg prøvede at gå ud af rummet, men han kom gentagne gange grædende efter mig og sagde, at han ikke kunne falde i søvn uden os.

Så kunne jeg godt være blevet stædig og irriteret have sagt til ham, at nu måtte han holde op. Der var jo ikke mere at være bange for. Fyrværkeriet var overstået, og jeg var jo lige ude i køkkenet. Men sådan ser verden ikke ud, når man er 3 år. Så kan man ikke vide med sikkerhed, om det nu også er stoppet helt. Det kom jo lige pludselig i første om gang, så det kan vel komme igen lige så pludseligt..??

Et barn på 3 år har ikke en veludviklet tidsfornemmelse, så det med at sige, at der først kommer krudt igen til næste år. Det kan han ikke forholde sig til. For hvornår er det næste år.

Så jeg havde sat et mål, der var for højt for Benjamin på det givne tidspunkt. Og så må vi jo lave det om. Så i stedet sad jeg på stole og sang godnat sang og blev siddende midt i rummet til han sov. I starten løftede han ofte hovedet og lurede lige om jeg var der endnu. Og det var jeg. For hvis jeg skal have ham til at stole på mig, må jeg gøre som jeg har lovet. Så jeg blev siddende hos ham til han sov i nogle dage.

Derefter begyndte jeg at sige, at jeg lige skulle på toilettet og ville komme tilbage og se til ham efterfølgende. Da det lod sig gøre for ham at blive i senge og vente på mig, tog jeg skridtet længere og sagde, at jeg gik ud i baggangen, som støder op til hans værelse og ordnede vasketøj. Det accepterede han, hvis døren var åben. Så blev det sådan.

Så begyndte jeg blot at rejse mig og gå ud, når jeg var færdig med at synge for ham. Gøre det til en helt naturlig ting. Som det jo også var før nytår. Nogle dage lykkedes det, hvis han var rigtig rigtig træt. Andre dage ville han have, at jeg skulle sidde der lidt. Og så gjorde jeg det. Men hele tiden med det fokus for øje, nænsomt at flytte hans grænse.

Det handler om at finde steder, hvor grænserne kan rykkes, mens barnet stadig føler sig trygt.

Som vist på dartskiven under, findes der for alle mennesker en grøn tryghedszone, hvor vi kan udfolde os og være helt afslappede. Barnet kan her udfolde sig på egen hånd og er erfaren og selvstændig i sine handlinger.

En gul udviklingszone, hvor de ting ligger, som vi endnu ikke selv kan eller tør. I hvert fald ikke altid. Måske med hjælp kan barnet tage sin jakke på. Måske øver det på at cykle alene hjem fra skole.

Og så er der den røde utryghedszone, hvor barnet er utrygt. Endnu! Er vigtigt at tilføje. Utrygt endnu. Lige nu kan barnet ikke lide rutchebaner eller skrælle gulerødder eller sove hos en kammerat. Men det kan det på et tidspunkt, hvis kompetencen eller aktiviteten øves.

Brug lidt tid på stille og roligt sammen med jeres barn at finde ud at, hvor udviklingszonen ligger på de områder, barnet oplever som problematisk i sin hverdag. Giv dem tid og plads til at blive trygge med flere og flere områder af deres liv. De vokser og modnes og bliver så stolte, når de oplever succes. Og de lærer sig selv at kende og mærke efter, hvad de kan være med til, hvor de skal sige fra og trække et skridt tilbage. Og husk. Det er ingen skam at trække et skridt tilbage. Det er en flot føling med sig selv.