Parterapi
Vil du lære at tale med din partner uden at komme op og skændes om alle mulige småting?
Ville du ønske, at din partner spurgte mere ind til, hvordan du har det?
Drømmer du om et parforhold med mere nærhed?
Savner du et rigere sexliv, og en følelse af at være forelsket igen?
Er du utryg ved din partners måde at reagere på, når I er uenige?
Det er hårdt!
Vi har alle konflikter og udfordringer. Det er helt normalt. Faktisk sundt! De lykkeligste par er dem, der har nogle konflikter i ny og næ. Par, som formår at tale om det og løse det igen. Finde hinanden igen efter et skænderi. Ikke lade en uenighed bestemme, hvordan vi har det med hinanden overordnet set.
Der er par, der går lige til stålet og udfordrer hinanden. Par, som skændes meget og højlydt. Har store følelser og siger, hvad der generer dem. Let kommer op og skændes!
Hos andre er der mere sådan en larmende tavshed. En tavshed af ting, der ikke kan røres, ikke kan tales om. Tabubelagte emner. Par, som er lammet af frygten for at skabe konflikter, som vil skabe afstand og mere tavshed. Så kan det føles mere sikkert ikke at bringe emnet i spil.
Oftest er den ene mere udfarende og talende end den anden. Og det er der i det mellemrum, konflikterne og afstanden opstår. Der hvor vi ikke formår at række ud og tale til vores partner. Enten af frygt for konfrontation eller af frygt for afstand.
Det er to sider af samme sag. Men det er det, som er så svært at forstå, når man står midt i orkanens øje og enten mærker stilhedens larm eller stormens rasen.